I dag findes der nærmest ikke et forsamlingshus eller et indkøbscenter i Danmark, hvor Jimi og René ikke har sat deres fødder. Langt op gennem nullerne er de ofte blevet spurgt, om de stadig spiller musik. Og de har altid svaret: “Vi er skam aldrig stoppet”. For siden de stoppede med at lave musik, har de nemlig været udlejningsmusikere, hvor de spillede til familiefester og andre arrangementer. Men det ændrede sig sidste år i 2014.

 

På forsædet i en kassevogn sidder Jimi med sin 12-årige søn Emil. Bilen er fyldt med motocross-udstyr, som er drengens helt store hobby. De er på vej hjem fra et stævne, og vanen tro er Jimi træt. Mandag til fredag knokler han med sin nye frisørvirksomhed. Lørdag kører han og René gerne ud og spiller. De er hjemme først hjemme igen meget sent, og morgenen efter står den på motocross med Emil. Denne søndag aften kommer ordene, der får Jimi til at træffe en svær beslutning.

 

“Far, jeg synes ikke, du har så meget tid til mig mere."

 

Jimi snakker udenom med en vævende forklaring, men inderst inde ved han godt, at den er gal.

 

“Sådan en besked er jo ikke bare en mavepuster. Det er en kniv ind i brystet, der bliver drejet rundt to gange,” siger han i dag.

 

Ikke så lang tid efter sidder han sammen med René, der har store planer for deres fremtid og sprudlende foreslår, hvordan de skal promovere sig som musikere. Tiderne har nemlig ændret sig gevaldigt siden starthalvfemserne, hvor de bogstaveligt talt havde tjek på sovsen.

 

Nu er de blevet overhalet af moderne medier, som de skal forholde sig til. Så med Renés gåpåmod er det heller ikke nemt for storebror Jimi at skulle sætte en stopper for dét, der ikke bare har været et livsværk, men også har været en evig god anledning for de to brødre til at have noget fast sammen.

 

Jimi fortæller René, at han ikke kan fortsætte med at spille musik. Han skal mindske sin stress og have tid til sin søn. Og selvom det betyder stop for den duo, de altid har været, tager René det pænt.

 

“Jeg havde måske set den komme,” siger René, der faktisk bare havde ventet på at Jimi fik ordene tvunget over sine læber. Det var tydeligt at se, at hans bror ikke havde det godt.

 

Og i dag fortryder Jimi ikke sin beslutning.

 

“Det var noget, jeg var nødt til. Min krop kunne ikke mere,” siger han.

 

Selvom han dengang havde lyst at smide trommestikkerne med det samme, stoppede han ikke prompte. Der var stadig et par jobs i kalenderen, og man holder, hvad man lover.

 

Og selvom Jimi også er travl på denne novemberdag, så har han alligevel taget turen fra Silkeborg til Donslund for at spise stegt flæsk med persillesovs med René og blive interviewet om deres kuriøse barndom.

 

Til spørgsmålet om, hvorfor de blev så store, lyder svaret prompte fra Jimi:

 

“50 % held, 50 % talent”

“Arh, talent, ved jeg nu ikke,” griner René. “Det må nok være 80 % held og 20 % talent.”

“Nej, for det kræver sgu noget talent at kunne stille sig op som vi gjorde.”

 

René giver ham ret, men holder stadig fast i, at de jo aldrig var de store sangere.

 

“Det var vi netop ikke. Men vi var helt normale og ligesom alle andre børn, og det kunne folk virkelig godt lide,” siger Jimi.

 

Og måske er det faktisk her vi finder forklaringen. De to drenge var heldige, at deres far postede penge i dem. De var heldige, at deres onkel kendte de rigtige mennesker. Og heldige at blive født i en tid, hvor folk købte masser af musik. Men hvad betyder held, når man i bund og grund er noget, som alle børn kan spejle sig i: To helt almindelige drenge fra Donslund.