I årene efter gennembruddet i 1989 følger en tid, hvor Jimi og René er meget produktive. De indspiller otte albums på blot fire år. De bruger næsten hver eneste weekend på at tage ud for at spille, og store dele af deres skolesommerferie går til musikken. Deres far kører dem hver gang, og da det fylder allermest for de to drenge, siger faren sit eget job op for at blive “hyret” som chauffør for dem.

 

Noget af det største, de opnår, er ifølge dem selv, at blive fast sommerunderholdning på Dyrehavsbakken adskillige år i streg. Måske fordi netop Bakken er et fantastisk sted at være barnestjerner, der får lov til det meste.

 

“Hvis vi sad og spillede på en enarmet tyveknægt, og vi så ikke havde flere mønter tilbage, så kom der jo bare en fra Bakken og drejede på en eller anden knap, og så kunne vi jo spille videre de næste tre timer,” siger René i dag.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

På det her tidspunkt er drengene godt klar over, at de ikke har en helt almindelig barndom. Alligevel får det dem ikke til at føle sig særlige. Efter mange koncerter går de to barnestjerner ud og leger med de børn, der kort forinden har været deres tilskuere og fans.

 

“Vi følte os jo slet ikke hævet over andre, men vi vidste samtidig godt, at vi skulle sætte pris på de ting der fulgte med at være barnestjerne,” siger Jimi i dag.

 

Det er den nu afdøde manager fra Jimi og Renés bookingbureau, Calle Nielsen, der i sin tid får skaffet dem jobbet på Bakken. Han ringer til den presseansvarlige med idéen om de vestjyske drenge som underholdning i den københavnske forlystelsespark. Men hun er ikke udpræget glad for hverken barnestjerner eller dansktop. Alligevel lykkes det på en eller anden måde at få Jimi og René til at optræde der i en kort prøveperiode. For historien går nemlig, at manageren Calle Nielsen giver folkene fra Bakken et løfte.

 

“De skal derover, og de skal underholde i en uge. Og hvis I ikke er tilfreds efter det, så skal I ikke betale en krone,” skal den nu afdøde manager angiveligt have sagt.

 

Allerede efter drengenes første optræden ringer de tilbage fra Dyrehavsbakken og beder om regningen. De vil gerne betale. For drengene leverer på scenen, trækker et rimeligt publikum og er pengene værd for den traditionsrige Københavner-park. De bliver i hvert fald booket til samme job de næste par somre.

 

Selvom de på dette tidspunkt er populære over hele landet, lader det ikke til, at Jimi og René får nykker af deres status som barnestjerner. Flere gange oplever de at skulle spille et sted, hvor der ikke er plads til alle de mennesker, som er dukket op for at høre dem. Det sker for eksempel i Tinghallen i Viborg, hvor der står rigtig mange mennesker i kø uden for den hal, der i forvejen er fyldt til bristepunktet.

 

Her formår de to drenge trods det logistiske kaos at pleje deres fans og gode image. For de vælger at spille den samme koncert tre gange i træk, så alle kan få lov at komme ind og høre dem. Det ville jo være synd, hvis nogen var kørt forgæves.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jimi og René er den sidste del af den bølge, man kalder "tankstationsmusikken". Det fungerer på den måde, at man kan købe kasettebånd med musik på hos tankstationer og små, lokale købmænd. Så kan folk høre musik i bilen, uden at radioen skal bestemme det hele. Pladeselskaberne har altså ansatte til at køre rundt med kassettebånd og sælge musik til tankstationerne, som de så sælger videre til kunderne. Andre kunstnere som Kandis, Lis og Per og Jodle-Birge er også blevet solgt på tankstationer før i tiden.

 

Om tankstations-elementet kan forklare noget af Jimi og Renés gennemslagskraft er ikke helt til at sige, men måske har det inspireret et andet af deres kommercielle eventyr. For hvis man kan sælge musik på tankstationer, kan det nok også lade sig gøre på andre spidsfindige måder.

 

I løbet af sommeren 1991 deltager Jimi og René på en stor bager-messe. Her præsenterer de en salgsidé, om at bagerne skal give et specielt bånd med drengenes fødselsdagssang på, hver gang der bliver solgt en kagemand. Den perfekte tilføjelse til en børnefødselsdag.

 

Bagerne på messen er vilde med idéen, og på 14 dage har Jimi og René solgt 25.000 eksemplarer af deres fødselsdagsbånd til bagere landet over. Dermed vinder de sølv for en udgivelse, der kun er blevet solgt i bagerforretninger.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Drengenes popularitet kommer altså både til udtryk, når de spiller live, men også i deres salgstal. I 1992 får de overrakt en platinplade, fordi sangen “Stegt flæsk med persillesovs” har solgt over 80.000 eksemplarer. BT skriver det år, at drengene er de yngste danskere nogensinde til at begå denne bedrift. Om de stadig holder den rekord, findes der ikke tal på, men meget kunne tyde på det, da salgstallene for musik generelt er dalet siden.

 

Og det er ikke det eneste punkt, drengenes musiske karriere skiller sig ud på. De spiller stort set aldrig koncerter på regulære spillesteder. De bliver mest booket til såkaldte blokvognsjobs i omrejsende tivolier, til messer eller i indkøbscentre. Men dem spiller de til gengæld rigtig mange af. Da der er flest ligger det på mellem 100 og 120 jobs om året. Det er nemlig dér, de kan få en reel indtjening.

 

Næsten uanset, hvor mange bånd de sælger, og hvor mange gange de spilles i radioen, bliver de nemlig ikke rige af det. Drengene skriver sjældent deres egne tekster og melodier, og ifølge dem selv får de næsten så lidt udbetalt på pladesalg, at det kan være ligemeget.

 

Hvor mange penge, der så faktisk kom i kassen, er de ikke meget for at komme ind på i dag. Men de havde på et tidspunkt penge nok til at købe en spritny Mercedes-kassevogn for 300.000 kroner, som deres far kunne køre dem rundt til jobs i. Tonny Aabo - forfatteren til “Stegt flæsk med persillesovs” joker i dag med, at Jimi og René dengang var Grindsted Kommunes tungeste skatteydere. Om den holder, vides ikke, men Jimi og René tjente i hvert fald mere end jævnaldrende avisbude og flaskedrenge.

 

Det er hele vejen igennem faren Egon, der styrer pengene, men Jimi og René er aldrig i tvivl om, at der bliver tjent godt. Hjemme i Donslund er det til gengæld ikke noget, deres venner interesserer sig for.

 

“Selvom vi var landskendte og tjente penge, så var vi jo stadig bare Jimi og René. Vi fik stadig vaskere i skolegården og blev drillet af de større børn,” siger Jimi.

 

“Ja, herude hvor vi kommer fra, skal man sgu ikke tro, man er noget,” tilføjer René.