Meget tidligt i karrieren har de en enkelt gang været syd for grænsen og optræde. Dengang var det i det gamle Østtyskland, og den oplevelse sidder stadig i drengenes bevidsthed.

 

“Det, der gjorde størst indtryk, var nok, at hele vores bil skulle gennemtjekkes af folk med maskinpistoler,” fortæller Jimi om dengang, de skulle over jerntæppet.

 

Men her et par år efter er muren faldet, og Jens-Dieter Badura spår drengene en stor fremtid på det tyske marked. Derfor turnerer de rundt i Nordtyskland for at promovere deres tysksprogede udgivelse.

 

Det går også meget godt. Deres første sang stryger direkte ind på førstepladsen på den tyske radiostation Norddeutscher Rundfunk. Desværre ryger den lige så hurtigt ud igen, for i Tyskland er der nemlig større kamp om hitlistepladserne end i Danmark.

 

Resten af turnéen går også fint, men pludselig bliver der sat en stopper for det hele.

 

Jens-Dieter Badura er død.

 

Som Egon Kristensen har fået fortalt det, ender en tur i byen galt, da den store mand kommer fuld hjem. Her skal han slæbe sig op af trapperne til sin lejlighed. Undervejs går det galt, og han dratter ned ad trinene og slår sig. Alligevel får han på den eller anden måde kæmpet sig op igen. Men næste morgen bliver han fundet død på badeværelsesgulvet. Forblødt.

 

Egon får nyheden overbragt af pladeselskabet og skal nu fortælle det videre til Jimi og René, der over den seneste tid naturligvis har fået et nært forhold til ham. Jens-Dieter var sågar med til drengenes konfirmationer.

 

Både Jimi og René bliver kede af det, men alligevel tager de ikke med til hans begravelse. Ikke fordi de ikke har lyst, men simpelthen fordi de for lang tid siden allerede havde lagt et job i kalenderen den dag. Og det er sådan de er opdraget. Har man sagt ja til et job, må man ikke aflyse.

 

I forbindelse med Jens-Dieter Baduras død beslutter pladeselskabet at droppe Tysklands-eventyret. Flere i dansktop-miljøet peger i dag på, at Jimi og René måske var blevet endnu større dernede, hvis de havde turneret i Tyskland lidt tidligere i karrieren.

 

Det er dog ikke det eneste sted i udlandet, hvor Jimi og René har optrådt. En tur til Bulgarien står stadig som et af de sjoveste minder i hukommelsen. De skulle spille hver aften i en uge på et hotel - sommetider bare for hotellets gæster og andre gange på tv.

Selvom hverken Jimi, René eller Egon husker den præcise anledning for turen,er der ingen tvivl om, at den var helt speciel.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I slutfirserne og starthalvfemserne hedder et af de største navne på den europæiske stjernehimmel Johnny Logan. Han har vundet Eurovision i 1980 og 1987 og skulle også optræde i Bulgarien - side om side med Donslund-drengene. Fint selskab.

 

“Det var stort at møde ham, især fordi han var så ligetil,” siger René om Johnny Logan.

 

Jimi var god nok til engelsk til at kunne føre samtale med Eurovision-stjernen. Og Logan var ikke bleg for at forkæle drengene. Blandt andet fik han fikset, at drengene kunne få deres egen swimmingpool, selvom det i første omgang ikke var muligt.

 

Derudover stod den på skyline-restauranter og udenlandsk luksus, som drengene ikke var vant til.

 

Rent økonomisk bragte ugen i Bulgarien ikke noget stort med sig. Hyren blev nemlig udbetalt i bulgarske leva, og den måtte de ikke føre ud af landet. De kunne kun overføre en del af deres løn til en konto i Danmark. Og på grund af besvær med at veksle resten til tyske D-mark, besluttede de sig for at give noget til deres tolk dernede. 

 

“Vi inviterede ham på fin restaurant og betalte det hele. En ret fra menukortet kostede mere, end han kunne betale med en hel månedsløn,” siger Jimi.

 

Bagefter gav de ham resten af deres bulgarske penge som tak. De havde jo alligevel oplevet så meget. Og måske var de i virkeligheden også ved at være mætte. Efter udlandseventyrerne var det i hvert fald svært at se, hvad der kunne toppe.