I midten af 1990’erne er Jimi og René et par teenagere, der har oplevet mere end de fleste: De har i mange år været nuttede barnestjerner. De har været land og rige rundt for at spille live. De har været på fjernsyn. De har solgt i omegnen af en halv million udgivelser. De har spillet i udlandet. De har en fanklub med medlemmer, der sender masser af fanbreve. Og så har de ikke engang haft tid til at læse bare en brøkdel af dem.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Nu er det ikke tiden, der mangler. Det er lysten. De har hverken lyst til at læse fanbreve eller optræde som barnestjerner længere. De er ikke længere dem, som folk var vilde med og sendte breve til. De er på vej ind i en anden del af livet.

 

“Der er jo grænser for, hvor lang tid, man har lyst til at stå og synge “Du kan få en prut og pille i” eller en af vores andre børnesange,” siger René.

 

Selv når drengene virkelig har forsøgt, er det svært at se, hvordan de skal genopfinde sig selv. For de er jo barnestjerner. I et forsøg på at tage skridtet ud af fortidens skygge, omdøber de sig til Vinding Band.

 

“Vi skulle have folk til at forstå, at vi lavede noget andet. Men det fattede folk jo ikke. De tænkte, at vi stadig bare var Jimi og René. Men vi gad sgu ikke spille det gamle længere. Vi havde spillet det nok,” forklarer René.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Pladeselskabet har heller ikke lige så travlt med at spytte albums ud som tidligere. Efter det tyske eventyr omkring 1992 og 1993, har det stået stille med udgivelserne. De to drenge sælger ikke lige så godt, som de engang gjorde.

 

“På et tidspunkt, så falder salget så meget, at man ikke kan se en økonomi i de enkelte plader længere. Og så giver det jo sig selv,” fortæller onklen Kurt.

 

Han mindes, at der lidt efter lidt kommer konkurrenter i musik- og skuespilbranchen. Med filmene om “Krummerne” kom der et stort børnehit i “Krummes sang”, og der skulle ikke mange af sådan nogle til, før Jimi og René var glemt.

 

“De havde ikke længere den samme charme. De kom jo i teenageårene. Og det er klart, at de har følt, at deres musik blev bedre og bedre, fordi de blev dygtigere og dygtigere. Men det var bare ikke nok,” siger onklen Kurt.

 

De forsøger sig med en udgivelse mere i 1995, men det får heller ikke skuden vendt. Og her rammer drengene også en alder, hvor de synes, der er andre ting, der er sjovere end at være barnestjerner.

 

De spiller stadig i weekenderne, men efterspørgslen er lav. Efterhånden bliver det mere private fester og arrangementer, de bliver hyret som underholdning til. Da de stadig holder af at optræde, bliver de enige om at fortsætte. Efter i en årrække at have spillet de evindelige to gange 20 minutter på offentlige steder, ser de frem til at kunne spille op til dans en hel aften og til nu at kunne kalde sig et “suppe, steg og is-band”